Login i tracktime
Log ind
Tilmeld nyhedsmail

Artikel

Opret kommentar til denne artikel

Løbeskader i underbenet

Overbelastning eller tålmodighed

Al træning belaster kroppen. Efter hver træning -især langvarig eller intensiv træning -vil de belastede dele af kroppen være lettere nedbrudte Det betyder at kroppen har travlt når træningen er overstået. De slidte eller ødelagte muskelfibre skal genopbygges, de tømte væskedepoter skal fyldes op, og de tomme sukkerdepoter skal ligeledes fyldes igen. Med tilstrækkelig hvile efter hver træning genopbygges kroppen igen , tilmed til et udgangspunkt stærkere end før. Der superkompenseres.


Superkompensation


For at være forberedt ekstra godt til næste gang kroppen udsættes for træning, bygger den sig stærkere end udgangspunktet. Dette kaldes for overkompensation. Hvis næste træningssæt starter mens kroppen er overkompenseret, er man på vej ind i en positiv cyklus, hvor formen og styrken i vævet bliver forøget. Hvis kroppen derimod ikke får tid nok til at genopbygge sig mellem træningsturene, vil man starte en nedadgående spiral, hvor det træningsbelastede væv langsomt nedbrydes i stedet for at blive opbygget.

Længden af restitutionsfasen er altså afgørende for, hvornår man bør træne næste gang, og det er her, at nøglen til skadesfri træningsfremgang ligger begravet. Det er uhyre vanskeligt, præcist at vide, hvornår man er overkompenseret. En gylden regel er,

at restitution tager 24 -48 timer, men der er store individuelle forskelle. Træningsintensiteten har også betydning for restitutionsbehovet, idet det tager væsentlig længere tid at nå til overkompensering, hvis intensiteten har været høj. For at finde sit eget restitutionsbehov må man prøve sig frem. Man bliver ofte grebet af tidlig formfremgang og sætter derfor, i god tro, træningsmængde og intensitet i vejret. Da senevæv er betydelig længere tid om at opbygge sig end konditionen og ens muskelvæv, ses overbelastningsskader derfor typisk i musklernes senede dele.


Skader i underben


I underbenet, eller skinnebenet om man vil, kan der opstå mange skadesfænomener lige fra muskleforstrækninger til mere alvorlige skader som eksempelvis træthedsbrud og compartmentsyndrom.

Specielt to overbelastningsskader er meget hyppige. Skaderne går under fællesbetegnelsen skinnebensbetændelse. For overskuelighedens skyld bliver de delt op i forreste og bageste skinnebensbetændelse.


Forreste skinnebensbetændelse


Musklen på forreste del af skinnebenet løfter foden op imod næsen, og er den muskel man bruger når man prøver at gå på hælene. Ved løb og gang er musklens primære opgave at sænke forfoden blødt og kontrolleret ned i underlaget. Men allerede lige efter fodens afsæt er musklen meget aktiv, og bøjer foden opad, således, at man er i stand til at lande på hælen. Ved hællandingen skal musklen holde kraftigt igen, så forfoden ikke klasker ned i underlaget. Det er netop her at musklen og dennes tilhæftning på skinnebenet udsættes for stor belastning. Skaden kaldes ofte for en begynderskade idet de fleste løbere, i større eller mindre omfang, bliver ømme forrest på skinnebenet når de begynder at løbetræne.

Symptomer

Lokal ømhed eller smerte ned langs forkanten af skinnebenet er de typiske tegn. Smerten er lokaliseret der, hvor musklen sidder fast i knoglen, i den såkaldte knogle-seneovergang. Smerterne er som oftest værst enten i starten af en løbetur, når man har siddet stille, eller lige når man står ud af sengen om morgenen.

Årsager og behandling

Skaden opstår som følge af det gentagne muskeltræk ved musklens tilhæftning på knoglen ved hvert skridt. Det vil sige, at det er mængden og intensiteten (højere tempo øger kravet til musklen) af træning, der udløser skaden. Den umiddelbare behandling er at

begrænse mængden at træning. Alternative træningsformer som svømning, cykling eller andre konditions krævende aktiviteter, som ikke har den stressende landingsfase, kan benyttes. Det kan også være en god ide at undersøge, om løbeskoene fortsat er istand til at hjælpe med støddæmpning, eller om det er på tide at skifte sko. Nogle skomærker har også markant forskel på højden mellem hæl og forfod (den skal ideelt set være 10-15mm). Jo større forskel, jo større stress bliver musklen udsat for.

I de fleste tilfælde kan man selv behandle sig ud af skaden med lidt omtanke. Brug is til at nedkøle det skadede område med efter træning. Begynd roligt med styrketræning af musklen. Gå eksempelvis på hæle i korte sæt af 20-30 sek. (maks. et par gange om dagen) og brug elastikker som modstand, når du bøjer foden op mod tæerne. Er symptomerne ikke aftaget markant efter 14 dage, bør man søge professionel hjælp.


Bageste skinnebensbetændelse


På bagsiden af skinnebenet, tæt på den kant man kan følge fra bageste del af den inderste ankelknyst og opefter, findes en anden muskel, der lige som den forgående muskel kan påføre muskeltilhæftningen i knoglehinden et stort stress i forbindelse med løb. Musklen er med til at strække ankelleddet (strække vristen) og er ligeledes aktiv, når man forsøger at løfte inderste fodrand opad (vrikke udad på foden). Når hele foden rammer underlaget umiddelbart efter hællandingen, er den bageste muskel med til at holde igen, for at forhindre at foden vrides unødigt indad. Det vil sige at musklen er med til at styre pronationsbevægelsen (som er fodens vrik indad efter hællanding).

Symptomer

Løberen, der overbelaster denne muskeltilhæftning, oplever smerte og ømhed langs inderste kant af skinnebenet -typisk omkring den nederste halvdel af skinnebensknoglen. Symptomerne er værst i starten af en løbetur eller om morgenen. Smerterne forsvinder som regel efter nogle kilometer, men vender tilbage, når træningen er forbi og kroppen igen er blevet kold.

Årsager og behandling

Årsagen til skaden findes ligesom ved forreste skinnebensbetændelse i træningsmængden og

-intensiteten, men fodens opbygning spiller ved denne skade en væsentlig rolle. Løbere med lav svangbue eller platfod er disponeret for at pådrage sig skader her. Denne fodtype medfører ofte, at løberen vælter for meget indad på fødderne efter hællandingen. Dette kalder man en overpronation. Musklen forsøger at holde svangbuen oppe, men udsættes for et stort stress, når foden overpronerer. Som

forebyggelse mod skaden er det en god ide at styrketræne musklen, så den er i stand til at modstå den store belastning ved proantionsbevægelsen. Hvis det ikke kan løse problemet, må man som regel skifte løbeskoene ud med sko, der er istand til at støtte eller hjælpe foden til at undgå overpronationen, og dermed det store træk eller stress i musklen (læs mere i artiklen om valg af løbesko). I nogle tilfælde bør man overveje at bruge indlæg, der er konstrueret til at støtte svangbuen, så den ikke kollapser unødigt meget i forbindelse med landingsfasen. Hvis skaden er brudt ud, bør træningsmængden og især træningsintensiteten nedsættes. Løb så vidt muligt på blødt og jævnt underlag. Efter træning skal man køle skadesområdet ned i 15 -20 min. for at begrænse den irritation som vil opstå efter træning.


Andre skader


Udover disse to meget hyppige skader ser man som sagt også skader som træthedsbrud, muskel forstrækninger og compartmentsyndrom. Disse skader er lige som de ovenstående forbundet med for stor træningsmængde og -intensitet, og er således ofte forårsaget af træningsfejl, som medfører en overbelastning.


Træthedsbrud i skinnebenet.


Træthedsbrud kan opstå mange forskellige steder i kroppen. Roere kan få træthedsbrud i ribbene og blandt langrendsløbere er der konstateret træthedsbrud i ryghvirvler. De hyppigeste steder løbere pådrager sig træthedsbrud er i fodens lange rørknogler samt i skinnebenet. Træthedsbrud er en alvorlig skade som umiddelbart kan være svær at diagnosticere fordi der ikke er tale om et reelt gennemgående brud, men kun mikrorevner eller småbrud, der først er synlige på et røntgenbillede, når ophelingen er i gang efter ca. 3 uger. I den tidlige fase kan bruddet kun opdages ved en såkaldt knoglescintigrafi.

Symptomer

Der findes en mere lokal ømhed end ved de to foregående skader. Oftest er ømheden værst svarende til et to-krone stort område direkte på knoglen. Der vil være smerter/ømhed ved løb og gang. Til at begynde med vil symptomerne dæmpes når vævet er varmt, men ved fremskredet træthedsbrud vil smerten være konstant under belastning. Symptomerne forsvinder når man er i ro.

Årsager og behandling

Skaden opstår på grund af for stor træningsmængde og for kort restitution. Knoglen når ikke at genopbygge sig tilstrækkeligt mellem træningssættene og belastes dermed med

et dårligere og dårligere udgangspunkt. Alt for meget løb på hårdt underlag kan også disponere til skaden. Den eneste behandling er løbepause i 3 til 8 uger afhængig af, hvor udtalt skaden er. Løbetræning kan

fortsættes i vand med en speciel vest, da man på den måde undgår belastningsmomentet. Desuden kan man vedligeholde konditionen ved f.eks. cykling og svømning.


Muskelforstrækninger


Muskelforstrækninger opstår ofte i lægmusklen. Musklens arbejde er temmelig kompliceret idet den både er aktiv ved afsættet men også arbejder meget i standfasen, hvor den er med til at bremse eller kontrollere underbenets bevægelse. Skaderne opstår som regel lige i starten af afsætsfasen. Skaden opleves ofte som en akut opstået muskelforstrækning, men skyldes som regel en overbelastning af musklen på grund af de gentagne belastninger.

Symptomer

Der opleves en lokal ømhed i det skadede område, der findes i overgangen mellem musklens kødede og senede del. I starten forsvinder smerterne efter nogle minutter når musklen er varm, men kommer igen efter træning når vævet igen er afkølet. Hvis skaden får lov til at udvikle sig vil man opleve smerter ved almindelig gang og især ved gang på trapper. I denne fase er løb ikke muligt.

Årsager og behandling

Som antydet er årsagen til denne skade at vævet overbelastes på grund af de gentagne belastninger ved løb. Typisk er årsagen at træningsmængden øges for pludseligt. En anden årsag kan være løb i kuperet terræn, hvor især løb op ad bakker belaster lægmusklen meget.

En begrænsning af træningsmængden er det første behandlingstiltag. Efter træning bør man afkøle det skadede område så skaden ikke udvikler sig. I de fleste tilfælde er det nødvendigt med en mindre løbepause. I genoptræningsfasen er det en god ide at styrketræne musklen ved at lave hælløft og herefter sænke hælene langsomt og kontrolleret. Det er ligeledes vigtigt at bibeholde musklens fleksibilitet ved hjælp af strækøvlerser, hvor stræk af lægmusklen udføres både med bøjet og strakt knæ.

I nogle tilfælde er det nødvendigt med fysioterapeutisk behandlig, så man undgår at der opstår arvæv ved ophelingen af det skadede væv.


Afklemningssyndrom


Afklemningssyndrom(Compartment syndrom) er en mere sjælden skade, men trods dette ikke en uvæsentlig skade at kende til. Muskler er omgivet af hinder, som adskiller musklerne fra hinanden, således, at hver muskelgruppe befinder sig i sin egen loge. Hvis trykket i en muskelloge bliver for stort, begrænses blodtilførslen til den aktuelle muskelgruppe, og der opstår iltmangel i musklen. Et compartmentsyndrom kan opstå akut eksempelvis ved trafikulykker eller andre store traumer. Hos sportsfolk er der tale om kroniske compartment syndrom som følge af overbelastning.

Symptomer

Ved et compartment syndrom er der ingen smerter til at begynde med. Smerterne opstår efter nogen tid. Afhængig af alvoren kan der gå fra ganske få øjeblikke til nogle minutter før smerterne begynder. Forsøger man at fortsætte med aktiviteten vil smerterne blive værre og værre. Når aktiviteten stoppes vil smerterne aftage og helt forsvinde.

Årsager og behandling

Årsagerne til et compartment syndrom skyldes en overbelastning af vævet. En pludselig eller for hurtig øgning af træningsmængden er som regel den primære årsag til at compartment syndromet opstår. En sådan træningsændring medfører at vævet reagerer med en smule hævelse. Denne hævelse medfører at trykket vil stige i en stram compartment og således begrænse omtalte ilttilførsel til musklen. Dette fører til yderligere hævelese af vævet og et endnu større tryk. Man kan undersøge for et compartment syndrom ved at måle trykket i aktuelle compartment ved løb.

Et compartment syndrom kræver at man begrænser træningen væsentligt. I nogle tilfælde kan bløddelsbehandling, hvor bindevævet omkring musklerne løsnes begrænse generne fra et compartment syndrom. Ved alvorligere tilfælde er det nødvendigt med et kirurgisk indgreb, hvor muskelhinden løsnes.

I genoptræningsfasen er det vigtigt at starte forsigtigt op og dermed langsomt vænne musklerne til belastning igen. Undersøgelser har vist at trykket i benenes muskelcompartments er større ved løb end ved cykling og derfor er cykeltræning velegenet som genoptræning og til at vedligeholde grundkonditionen, hvis man er forhindret i at løbe. 

Opret kommentar til denne artikel

24. november 2009  11:11

     

Nyhedsarkiv

01.12.2009 22:56Årets sunde julegaveLæs nyheden
01.12.2009 22:10Breschel skadet på overlevelsesturLæs nyheden
01.12.2009 07:00Heldige vindere udtrukketLæs nyheden
30.11.2009 07:49Dansk seksdagessejrLæs nyheden
29.11.2009 12:13Lisbeth på australsk eventyrLæs nyheden
26.11.2009 10:06Danskerne fastholder føringLæs nyheden
25.11.2009 22:35Lars Michaelsen siger stopLæs nyheden
25.11.2009 06:18Dansk føring i GentLæs nyheden
24.11.2009 19:24Armstrongs Dream TeamLæs nyheden
24.11.2009 11:49Kom igen efter en skadeLæs nyheden
24.11.2009 10:55Løbeskader i knæLæs nyheden
24.11.2009 10:49Løbeskader i fodenLæs nyheden
24.11.2009 10:32Hvordan undgår man skaderLæs nyheden
23.11.2009 23:15Dansk triathlon-succes i IsraelLæs nyheden
18.11.2009 13:20Tracktime søger testpersonerLæs nyheden
18.11.2009 07:05Lige ved og næstenLæs nyheden
17.11.2009 10:14Dansk dominans ved NMLæs nyheden
16.11.2009 11:23Advarsel til Chris AnkerLæs nyheden
16.11.2009 07:44Dansk par på tredjepladsLæs nyheden
15.11.2009 21:08Johnsen sejrede down underLæs nyheden